Syddansk Jobfair bringer eksiljyde hjem til job i Esbjerg

Læs hvordan Emilie greb chancen og skabte sig en HR-karriere i Syddanmark

Jobfair 2019 blev startskuddet på Emilie Brøchner Nielsens jyske karriere og gjorde et ønske om at vende hjem til Esbjerg til virkelighed.

På Jobfair indledte Emilie dialogen med Sikkerhedsstyrelsen. Det førte til et vikariat som HR-partner i styrelsen og nu videre til et fast job i en anden esbjergensisk virksomhed.

Emilie var glad for hendes job i Topdanmark og også for at bo i København. Men hun legede alligevel med tanken om at flytte hjem til Esbjerg og tættere på hendes familie. ”Jeg havde søgt nogle opslåede stillinger i Syddanmark, inden jeg tog på messen. Men jeg fik ikke rigtig hul igennem, og jeg ville ikke flytte herover, for så ikke at have noget job”, fortæller Emilie.

 

En hel dag på den syddanske karrieremesse

Emilie satte hele dagen af til Jobfair, så hun i ro og mag kunne udforske de Syddanske muligheder. Hun tog alene afsted til Jobfair med hendes CV i hånden, og uden noget at tabe.

”Jeg vidste jo godt, at de ikke ville tage imod mit CV, når jeg havde det med håndholdt, men tog det med alligevel. Og dér havde jeg faktisk gjort noget ud af at skrive, at jeg kommer fra Esbjerg, og at jeg har fået mig den uddannelse, og den erfaring jeg gerne ville have i København. Så jeg var klar til at vende hjem”.

 

God kontakt og kemi på jobfair endte i et job

Godt begyndt er halvt fuldendt, og på Jobfair får man netop rammerne til at udforske alt det, man ikke nødvendigvis kan forberede sig på og researche på forhånd. Her er mulighed for at gå i dybden i dialogerne og gøre sig nysgerrig på, hvordan en karrierevej, man måske ikke havde forestillet sig på forhånd, kan se ud. Det var også Emilies oplevelse, da hun deltog på Jobfair sidste år.

Der var mange styrelser på Jobfair, og jeg fik et godt indtryk og tog hjem med mange nye kontakter i de forskellige styrelser i Syddanmark. Jeg blev interesseret, selvom jeg ikke havde overvejet den karrierevej, før jeg var på messen”.

Da Emilie kom hjem, brugte hun LinkedIn til at fastholde den kontakt, hun havde skabt på Jobfair. Én af de kontakter var Rikke, som var HR-partner i Sikkerhedsstyrelsen:

”Rikke skrev til mig på LinkedIn: Har du set, at vi søger en barselsvikar – jeg skal på barsel? Og så søgte jeg den, og nu er jeg her”.

 

Bekymringer bragt til skamme

Emilie og hendes kæreste flyttede til Esbjerg, og tog vikariatet som en mulighed for at prøve Esbjerg af for en periode. Springet fra København til Esbjerg blev ikke gjort uden bekymringer:

Jeg havde mange bekymringer i forhold til at flytte fra København til Esbjerg, fx det praktiske med lejlighed og kæreste – vi skulle finde en ny bolig i Esbjerg og få flyttet alting tværs over landet men også en masse ting som slet ikke var så svært, som jeg gjorde det til. ”

Emilie og hendes kæreste var også lidt skeptiske ved at flytte fra hovedstaden, og hvor vidt der var et byliv i Esbjerg, men de er positivt overraskede over hvor meget, der sker i Esbjerg:

Det passer fint til mit behov – Altså, det er jo ikke fordi, jeg var i Det Kongelige Teater hver weekend i København”.

Emilie fortæller også, at der ikke gik længe, før de havde taget beslutningen om at blive i Esbjerg.

 

Et vikariat varer jo ikke evigt…

Barselsvikariatet i Sikkerhedestyrelsen løber ud inden længe, og Emilie har været spændt på, hvad det vil betyde for hende:

”At jeg måske skulle søge job i Middelfart, Vejle eller Kolding, og stadig bo her i Esbjerg, var jeg indstillet på”.

Emilie begyndte at se sig om efter et nyt job i juleferien og blev overrasket over udbuddet:

”Der har været mere at søge her ved vikariatets slutning, end jeg havde troet”.

Emilie kommer ikke til at pendle, for hun har fået en fast stilling ved Egsgaard HR, som ligger to kilometer væk fra hendes hjem i Esbjerg. Hun fortæller, at hun tror, at hendes vikariat har åbnet  døre for hende:

”Mit job i Sikkerhedstyrelsen har været med til at give mig flere muligheder. Jeg havde kun været ét sted inden jeg kom hertil, og jeg har haft en meget bred rolle som partner her”.

 

Forskel på Esbjerg og København

Emilie har fundet gode job både i København og i Esbjerg, men hun fortæller, at der er forskel på, hvordan livet ved siden af arbejdet er, og hvor langt pengene rækker.

”Jeg har aldrig boet så centralt i byen, som jeg gør nu, jeg bor fem min. fra gågaden og fem minutter fra banegården – Vi kan jo gå til alt! Og man kan faktisk få en lejlighed, som ligger centralt, uden at det koster spidsen af en jetjæger.”

Og med et fast job hos Egsgaard HR, tør Emilie og hendes kæreste godt at begynde at tænke mere langsigtet:

”Der er en værdi i, at vi her rent faktisk kan få et hus som er til at betale, og samtidig have råd til at rejse. Vi smider ikke alle æggene i huset, eller det behøver vi ikke, hvis vi køber noget.”

Er du nysgerrig på dine syddanske karrieremuligheder?

Se vores karriereportal