Virtuel karrieremesse gav Bankdata flere ansøgere og øget kendskab

Bevægelsen var allerede i gang før corona. Flere og flere karrieremesser er de senere år rykket over i det virtuelle, hvor arbejdsgivere og kandidater kan møde hinanden i et uforpligtende rum med et fælles mål om at finde gode match og samarbejdsmuligheder. I tirsdags havde 76 virksomheder og op mod 900 kandidater sat hinanden stævne på Danmarks største digitale karrieremesse, Danish Academic Job Fair 2020. Vi har talt med Jonas Fusager fra Bankdata, som deltog på dagen og ser mange fordele i de digitale messeformater.

 

 

Hvordan var det at deltage i Academic Jobfair?

– Det var en virkelig god oplevelse. Vi var i dialog med langt flere kandidater, end vi ville kunne nå på en fysisk messe. På 2½ time chattede vi med ca. 45 kandidater. Derudover brugte vi de digitale muligheder, platformen gav os, for selv at kontakte kandidaterne direkte. Det har nok affødt i omegnen af 150 nye dialoger efterfølgende – både via mails, LinkedIn og andre digitale kanaler.

– Så udover målrettede ansøgninger til de stillinger, vi havde med, har vi i særdeleshed også fået boostet vores kendskabsgrad hos potentielle kandidater fremover. Vi kunne simpelthen se, hvordan antallet af følgere på vores LinkedIn-side og besøgsantallet på vores hjemmeside steg drastisk – både undervejs på selve messen, men også her i tiden efter, fortæller Jonas Fusager, der som HR Consultant arbejder med rekruttering og employer branding hos Bankdata.

 

Hvordan forberedte I jer til messen?

– Vi valgte bevidst, at vi ville deltage med forskellige repræsentanter fra vores organisation på dagen for at kunne svare bedst mulig på kandidaternes henvendelser. Vi ved nemlig, at mange henvendelser ofte drejer sig om selve virksomheden og værdierne, mens andre er helt fagspecifikke i forhold til vores område og opgaverne, der skal løses. Derfor var vi 6 medarbejdere inden for både HR, kommunikation, en afdelingsleder og tre fagspecialister, som mødtes et par uger forinden for at fordele rollerne på dagen.

– Her fik vi også en kort indføring til platformen, Graduateland, hvor messen skulle køre. Den var ret intuitiv at gå til, og vi aftalte at sidde sammen på dagen for let at kunne fordele, hvem der bedst kunne svare de enkelte henvendelser. Det fungerede ret godt, og når man ikke lige var i dialog med en kandidat i chatten, var det nemt at søge blandt de op mod 900 deltagere, som var aktive i de 2½ timer messen varede, og sende info om Bankdata. Det har givet rigtig mange interesserede kandidater efterfølgende, så jeg synes vi har fået fuld valuta for indsatsen. Den eneste ulempe var, at vi ikke rigtig kunne se, om de kandidater, vi tog kontakt til, allerede var blevet kontaktet af én af de andre på holdet. Altså ikke i chatten, men i selve matchningen på platformen. Derfor er der måske nogle kandidater, som har oplevet at blive kontaktet flere gange – men det tog de heldigvis meget pænt, tilføjer Jonas.

 

 

Hvad er fordelene ved at møde kandidaterne i det virtuelle rum?

– Det er helt klart den volumen og effektivitet, som den digitale form gør det muligt at opnå. Både i antallet af kandidaterne, vi når at snakke med i et relativt kort tidsrum, men også på længere sigt i form af den kendskabsgrad og øget søgning til vores øvrige digitale kanaler, som vi oplevede – og ja, stadig oplever. Det er jo kun en uge siden, griner Jonas.

 

Hvad er ulemperne?

– Det kan være rigtigt svært at læse modtageren, og hvordan han/hun modtager budskaberne i det digitale rum, når den non-verbale kommunikation er sat ud af spil. Normalt kan man jo ret hurtigt spotte, om kandidaten “er med” i det fysiske rum, og om kemien er god. Det er sværere i det digitale. Derfor tænker jeg heller aldrig, at det digitale kan stå alene.

 

Har du gode tips har du til andre virksomheder, som skal deltage på virtuelle karrieremesser?

– Kast jer ud i det! Man behøver egentlig ikke mere end en stabil internetopkobling og en bred viden om virksomheden, så er man allerede godt kørende. Og så er det selvfølgelig altid godt med en god forberedelse. Det behøver ikke tage lang tid, men en klar rollefordeling og nogle velvalgte materialer at dele ud af er afgørende.

– Og hvis I er flere, der deltager fra virksomheden, vil jeg helt klart også anbefale jer at sidde sammen rent fysisk. Det gør det lettere – og sjovere!

 

Læs også: Digitale jobmesser som en ny streng at spille på i tiltrækningsindsatsen