Syddansk delegation rejser til Holland for at sætte spot på karrieremuligheder og det gode liv i Syddanmark

I den kommende weekend vender en syddansk delegation for tredje år i træk snuden mod den internationale jobmesse Emigration Expo i Holland. Her skal de vise alle de gode muligheder, der er for at have en spændende karriere, tid til familien og et aktivt fritidsliv i Syddanmark.
Op mod 11.000 kandidater med mod på en karriere i udlandet deltager på messen, og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen forventes at besøge standen i løbet af weekenden.

Det går godt i Syddanmark. For mange virksomheder så godt, at det kan være svært at hente nok af de højtkvalificerede og specialiserede kompetencer, der er nødvendige for at følge med og indfri virksomhedernes vækstpotentialerne.

En del af løsningen er derfor at hente den kvalificerede arbejdskraft i udlandet.

Derfor har work-live-stay samlet en delegation af syddanske virksomheder og erhvervsorganisationer, som sammen med andre nationale aktører deltager på en fælles dansk stand på Europas største internationale jobmesse, Emigration Expo i Holland den 9. og 10. februar.

Danfoss, Linak, Business Esbjerg og Trekantomraadet er alle med, når vi sætter spot på de konkrete jobmuligheder, karriereveje og muligheder for familien, som måske flytter med, samt på den berømte danske work-life balance, som mange internationale arbejdstagere efterspørger.

”Erfaringerne viser, at især hollænderne er mobile og eventyrlystne i forhold til at søge karrieremulighederne i et andet land. Kulturelt og værdimæssigt ligger Holland og Danmark ikke langt fra hinanden – og heller ikke geografisk. Det er derfor et oplagt sted for vores virksomheder at kigge hen, når de gerne vil tiltrække de medarbejdere, de har brug for.
Vi glæder os til at møde mange dygtige hollandske og internationale kandidater, og fortælle om alt det vi kan byde på i Syddanmark”
, siger Camilla Høholt Madsen, som er direktør for work-live-stay, der står i spidsen for den syddanske delegation.

Emigration Expo finder sted i Houten, Holland den 9. og 10. februar.