Styrelser og kandidater jobdatede i Odense

Der er gode muligheder og mange karriereveje i en statslig styrelse – også udenfor Hovedstaden. Det var budskabet da 12 syddanske og sjællandske styrelser samlede sig til Jobdating for højtkvalificerede hos SDU i Odense.

På en novemberonsdag mødtes 12 statslige styrelser og over 300 højtuddannede kandidater hos SDU i Odense til Jobdating, arrangeret af SDU, Akademikernes A-kasse og work-live-stay. For styrelserne kan det generelt være en udfordring at finde dygtige specialister – specialister som måske sidder i de større uddannelsesbyer og leder efter det helt rigtige job til deres profil. For de dygtige talenter er villige til at flytte efter det spændende job – de skal bare kunne se, at de findes derude. Det giver derfor rigtig god mening at mødes ansigt til ansigt for både kandidater og styrelser. Styrelserne kan profilere sig selv som arbejdsplads og finde ud af, hvad der rører på sig hos kandidaterne, mens kandidaterne har mulighed for at se styrelserne an som arbejdsgiver, sælge sig selv og sætte ansigt og personlighed på CV’et.

 

Søge uden for det vante

Vi møder alt fra jurister og økonomer til cand.mag’er, biologer og ingeniører. Nogle kommer fordi de er nysgerrige på hvad man mon kan lave i en styrelse, mens andre går helt specifikt efter bestemte styrelser.

Janjira Panyanachirakul, cand.merc.jur fra Aarhus BSS, var kommet hele vejen fra Aarhus for at møde styrelserne. Hun siger: “Jeg er kommet, fordi der her er en mulighed for at søge uden for det vante, både fagligt og geografisk. Samtidig er det også en mulighed for at udvide mit netværk.” 

Kandidaterne fik da også mulighed for at prøve kræfter med det for nogen uvante, da dagen blev skudt i gang med den passende fællessang “Jeg vil male dagen blå.”

 

Gode muligheder i en styrelse

Niels Henrik Larsen, direktør i Udlændingestyrelsen, holdt oplæg om at kickstarte sin karriere i en styrelse. Han fortalte deltagerne om hans egen karrierevej gennem det offentlige og forsikrede deltagerne om de udviklingsmuligheder, der findes i en styrelse. Hver styrelse hører til et større ministerium, hvor karrieren kan bevæge både frem og tilbage, op og ned.

Desuden var der oplæggene “Fra studie til styrelse”, hvor 3 unge højtuddannede fortalte deres første job i henholdsvis Spillemyndigheden, Skattestyrelsen og Naturstyrelsen, samt om “Ledelsesvejen i en styrelse,” hvor udviklingschef i Sikkerhedsstyrelsen Karen Dahl Nielsen og kontorchef i Færdselsstyrelsen Kasper Bruun Graversen fortalte om ledende stillinger i en styrelse og hvad der kræves for at nå dertil.

De deltagende styrelser:

 

Skal være med til at friste dygtige talenter til et liv i Syddanmark, når vi igen arrangerer Syddansk Jobfair 26. april 2020? Her deltager syddanske virksomheder, styrelser og kommuner og viser alt det, Syddanmark kan tilbyde, både den spændende karriere, familielivet og de mange fritidsmuligheder. Læs mere og tilmeld her.