Manglen på arbejdskraft rammer danske virksomheders bundlinje

Manglen på højtkvalificeret arbejdskraft kan ende med at være en trussel mod dansk økonomi, og udfordringen med at finde den rette arbejdskraft rammer virksomhedernes bundlinje. Det viser flere rapporter og undersøgelser, og lige præcis denne udfordring tager vi op sammen med de syddanske virksomheder.

Virksomhederne har lige nu svært ved at få adgang til den rette udenlandske arbejdskraft, som er nødvendig, hvis kompetencerne ikke er at finde i Danmark. Det kommer til at ramme deres bundlinje, hvis ikke der bliver sat ind i forhold til tiltrækning, onboarding og fastholdelse af de globale talenter, hvilket netop er opgaven i projektet Moving Global Talent. PwC’s CXO survey 2019 viser, at de danske erhvervslederes største bekymring lige nu er, at det er svært at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Hele 40 % af erhvervslederne siger i undersøgelsen, at de kan øge deres indtjening, hvis de får mulighed for at ansætte medarbejdere med de rette kvalifikationer.

IT-specialister og robotingeniører er i høj kurs
Siden september 2018 har vi været i tæt dialog med HR-afdelingerne i de 17 syddanske testvirksomheder i projektet om deres akutte behov for specialist-kompetencer. Særligt IT-specialister og ingeniører inden for robot-teknologi er i høj kurs.

Én af virksomhederne er Hansen Technologies beliggende i Sønderborg, og som leverer software-løsninger til telekommunikationsbranchen. De ansætter løbende internationale medarbejdere, særligt med IT-kompetencer:

”Vi søger efter de bedste specialister til at løse opgaverne. Det er ikke altid muligt at finde dem inden for landets grænser, men når vi har fundet de rette, gør vi meget for at fastholde de globale pendlere, som hurtigt er videre, hvis ikke rammerne er der,” siger Martina Christensen Siemer, HR Business Partner.

Hun fortsætter: ”Vi tilbyder danskundervisning på arbejdspladsen og er obs på, om en evt. medfølgende partner også gerne vil i job. I forhold til familierne trækker vi på vores netværk og Sønderborg Kommunes tilflytterservice.

Godt modtaget i virksomheden

Belgiske Sharif Rahz, som er Networking Engineer, er én af de globale talenter, som er ansat for nylig hos Hansen Technologies. Han er flyttet hertil pga. et jobtilbud og sin danske forlovede. Han er meget glad for den modtagelse, han har fået i virksomheden:

”Hansen Technologies hjalp mig med at finde en midlertidig bolig, og jeg fik hurtigt hjælp til alt det praktiske inkl. papirarbejdet. Jeg har fået en rigtig god modtagelse og en god introduktion til virksomheden via de rette training sessions,” siger Sharif Rahz.

Moving Global Talent: Vi spiller hinanden stærkere

Hansen Technologies har valgt at være med i Moving Global Talent, bl.a. fordi de har udfordringer med at finde og starte en dialog med de rette talenter. I projektets arbejdes der for dette via synlighed omkring projektet, deltagelse i internationale jobmesser og employer branding netværk mellem virksomhederne. Men Hansen Technologies har også valgt at være med fordi, projektet er et fælles initiativ, hvor virksomheder, kommuner og andre aktører spiller hinanden stærkere:

”Vi ser Moving Global Talent som et afsæt for videndeling, hvor vi som virksomhed kan yde vores bidrag, og så er der nogle af de andre virksomheder og deres viden, vi kan læne os op ad i andre sammenhænge. For os handler det om at være en del af et fælles initiativ om at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere. Det kan vi bedre gøre, når vi er mange til at byde ind og få sparring i projektet,” siger Martina Christensen Siemer.

Anette Hutzen Kjær, projektleder på Moving Global Talent, siger også om behovet:

”I Moving Global Talent er missionen netop på kort sigt at løse manglen på specialister ved at tiltrække,
onboarde og fastholde udenlandsk arbejdskraft, og det kan vi kun gøre i samlet flok. På længere sigt er
målet, at virksomhederne på egen hånd bliver i stand til at løse udfordringen.”

Download pressemeddelelsen (PDF)