Emigration Expo: Et bredt felt af kandidater giver stort udbytte for syddanske virksomheder

På weekendens Emigration Expo jobmesse deltog en bred skare af kvalificerede hollandske kandidater, som overvejer at rejse mod Danmark og gøre karriere. Det oplevede Danfoss, Linak, Business Esbjerg og Trekantområdet, der sammen med work-live-stay var på Europas største internationale jobmesse i Houten i Holland.

Der var høje ambitioner, god stemning og stor vilje til at rykke mod Syddanmark for at gøre karriere, da work-live-stay og syddanske samarbejdspartnere den 9. og 10. februar 2019 havde taget turen til Europas største internationale jobmesse Emigration Expo. Både Danfoss, Linak, Business Esbjerg og Trekantområdet  var en del af den syddanske delegation og med på den fælles danske stand på messen.

Stort udbytte for de syddanske virksomheder

Både de syddanske virksomheder og erhvervsorganisationer fik stort udbytte af at være med og var positivt overraskede over, hvor mange forskellige faglige profiler, det er muligt at møde på messen:

Det er tredje gang, at Linak er med på messen, og i år har vi været heldige at møde rigtig mange IT-profiler og ingeniører, så jeg synes bestemt det er interessant som virksomhed at være en del af messen, siger Birgit Spek, Personal Assistant to CEO hos Linak,

Danfoss fik også sået en masse frø hos mange forskellige hollandske profiler:

Vi har mødt et bredt spænd af faglige profiler og en meget positiv indstilling hos kandidaterne, som er åbne over for at flytte til Danmark, siger Sigurd Hansen, Senior Recruiter hos Danfoss.

Han nævner også, at messen er en rigtig god mulighed for både at brande regionen og virksomheden inkl. Danfoss over for kandidater, som ikke kender virksomheden særlig godt i forvejen.

Politisk fokus på at tiltrække internationale kandidater

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen kom forbi standen og snakkede med os om, hvordan vi tiltrækker de hollandske talenter. Der er lige nu politisk fokus på, at det skal blive nemmere at rekruttere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet:

Det er afgørende for opsvinget i Danmark, at virksomhederne kan få de nødvendige hænder, og her er der også behov for at finde kvalificeret arbejdskraft i udlandet. Derfor har vi også i denne uge fremsat lovforslag, der skal gøre det nemmere at rekruttere dygtige medarbejdere i udlandet, og jeg håber, at jobmessen her er med til at lokke flere til at kigge mod Danmark. 

Hos work-live-stay er vi ikke i tvivl om, at netop denne messe får flere højtkvalificerede til at overveje Danmark, og igen i år ses bredden i kandidatfeltet meget tydeligt. Sundhedsfaglige profiler er også eksempler på kandidater, der overvejer at flytte hertil.

Vi møder hele paletten af kvalificerede kandidater på Emigration Expo, og de har alle yderst vigtige kompetencer at byde ind med, som vi i den grad mangler i Syddanmark, siger Camilla Høholt Madsen, direktør hos work-live-stay.

Også vores gode samarbejdspartnere, Odense Robotics, var på udkig efter specialister til robotklyngens virksomheder. work-live-stays deltagelse i messen er en del af projekt Moving Global Talent, hvor vi udvikler nye metoder til at onboarde internationale medarbejdere i syddanske testvirksomheder og robotklyngen.

På messen havde vi sammen med syddanske virksomheder udloddet billetter til Universe Science Park, Tirpitz Museum i Blåvand og LEGOLAND Billund til nogle heldige kandidater. De glade vindere kan ses i billede-galleriet nedenfor.

Se video med Danfoss, Linak og Business Esbjerg og billeder fra messen nedenfor.