Containerkoncern fragter flytbart talent fra København til Tinglev

David Moya fra Madrid greb chancen og flyttede fra storbyen til provinsen efter drømmejobbet hos Maersk Container Industry i Tinglev.

David Moya fik efter endt uddannelse drømmejobbet som Sales Engineer hos Maersk Container Industry (MCI), som er blandt de 18 testvirksomheder i projektet, Moving Global Talent.

MCI er kendt for at levere bæredygtige containerløsninger med særligt fokus på transport af skrøbelige råvarer og delikatesser.

Udfordringen ved at transportere frugt og madvarer er, ifølge Lars Lübker, Manager for Container Technology, at de forgår. Madvarerne er levende organismer, som skal passes særligt på, og derfor er MCI nødt til at kunne kontrollere miljøet i deres containere til perfektion.

 

Fra den spanske varme til det kolde Danmark

Den selvsamme tilgang har MCI benyttet i forbindelse med rekrutteringen af deres nye medarbejder, David Moya. For hvordan sikrer man ellers, at den nye medarbejder får den bedst mulige modtagelse?

David, som oprindeligt er fra Madrid, flyttede til Danmark for at færdiggøre sin uddannelse i Management Engineering ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i København.

Herefter søgte han stillingen som Sales Engineer hos MCI og fik ovenikøbet tilbudt jobbet. Han stod nu med en stor beslutning foran sig om enten at takke ja til sit drømmejob og flytte fra storbyen, eller takke nej og blive i København. David valgte at flytte.

 

Ny medarbejder ombord

Dét, som gjorde udfaldet for David, var, at Maersk Container Industry selv havde så meget kontakt til ham i forbindelse med ansættelsen.

”Det er afgørende, at virksomheden er involveret, da de på den måde fjerner tvivlen fra dit hoved. MCI viste mig, at jeg ikke blot stod med en god jobmulighed, hvis jeg flyttede, men også med flere hverdagsmuligheder,” fortæller han.

Netop nu er der i Moving Global Talent et pre- og onboarding værktøj under opsejling, hvor virksomhederne vil få konkrete redskaber til, hvordan de kan forberede medarbejderne på jobbet både inden opstart og ved modtagelsen på arbejdspladsen.

På den måde er der mulighed for at få nye medarbejdere med ombord så hurtigt som muligt og give dem en introduktion til virksomheden med det samme.

Læs mere om Moving Global Talent’s nye tools her.

 

Brændende passion i kølecontainerkoncernen

Containere er det globale markeds byggesten, derfor leverer MCI avancerede løsninger, som bruger mindst mulig energi for at mindske den miljømæssige påvirkning. Disse løsninger giver enhver person mulighed for at nyde madvarer fra hele verden.

”Jeg synes, at MCI er en god arbejdsplads, fordi vi her gør en reel forskel i menneskers liv. Det, synes jeg, er virkelig imponerende. Her kan du mærke, hvordan alle dine kolleger ønsker at forbedre teknologien og containerne,” fortæller David Moya.

David valgte altså at søge jobbet hos MCI, fordi han kunne se sig selv tydeligt i virksomhedens profil, og præcis derfor er employer branding så vigtigt. Moving Global Talent-projektet har netop lanceret et værktøj, så også din virksomhed kan komme godt i gang med jeres employer branding.