Tilflyttende par får hjælp hos partnerlivskonsulenten

Et nyt job i Syddanmark kan betyde, at hele familien skal rive rødderne op og flytte med. Men det kræver også, at partneren trives og kan finde job. Derfor hjælper Syddanmarks fire partnerlivskonsulenter de medflyttende partnere med at styrke deres jobmuligheder og netværk i den nye tilværelse i Syddanmark.

Kvalificeret arbejdskraft er en af forudsætningerne for, at en virksomhed kan skabe vækst. Men hvis partneren til den nye medarbejder ikke trives, kan det betyde, at familien føler sig nødsaget til at flytte væk igen, og virksomheden mister en værdifuld medarbejder. Derfor har foreningen work-live-stay i starten af året igangsat et partnerlivsprojekt, der skal hjælpe danske og udenlandske tilflyttere, der er flyttet til Syddanmark, fordi deres partner har fået job i regionen. Der er ansat fire partnerlivskonsulenter i områderne Sydvestjylland, Trekantområdet, Fyn og Sønderjylland.

Match på tværs af kommunerne
Tina Hansen Petersen er projektleder hos UdviklingsRåd Sønderjylland og partnerlivskonsulent i Sønderjylland, hvor hun hjælper medfølgende partnere med at finde fodfæste. “Jeg tager den afklarende snak om deres karriere. Nogle har lyst til at starte som hjemmegående, til de falder på plads i de nye omgivelser, og andre vil ud og finde job med det samme. Vi snakker om alt det, der skal til, for at de føler sig klar til at søge job i området. Det kan for eksempel være muligheden for videreuddannelse og kurser”, siger Tina Hansen Petersen.
I Sønderjylland er der et tæt samarbejde mellem de fire kommuner Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Tønder. Det samarbejde bliver brugt til at skabe forbindelse mellem virksomheder og kandidater i partnerlivsprojektet. “I hver af de sønderjyske kommuner er der initiativer og indsatser, der skal tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Jeg forbinder initiativerne på tværs af kommunerne, hvor det giver mening. Hvis et par er flyttet til Aabenraa, men partneren passer perfekt i en virksomhed i Sønderborg Kommune, så er det oplagt at tage det tætte samarbejde i brug”, siger
Tina Hansen Petersen.

Vigtigt med netværk
I Sønderjylland er der også igangsat et mentorprogram – et initiativ, som faciliteres af virksomheden Fiqtiv. Det var i første omgang et seks måneders pilotprojekt, der netop er afsluttet i august. Her fik 10 veluddannede
kandidater tilknyttet hver deres mentor fra en virksomhed i regionen, som de jævnligt havde individuelle møder med. Hver måned var der fællesmøde hos en lokal virksomhed, så kandidaterne kunne få indblik i de forskellige arbejdspladsers kultur, og hvilke kriterier virksomhederne ansætter på.
“Programmets mål var at øge kandidaternes kendskab til arbejdsmarkedet i landsdelen. Her var sidegevinsten, at kandidaterne via hinanden fik et godt netværk både professionelt og socialt, og det har man ofte behov for som nytilflytter. Derfor er det vigtigt, at de medflyttende partnere får en håndsrækning, når de kommer til landsdelen”, siger Tina Hansen Petersen.

“Jeg tager den afklarende snak om karriere. Nogle har lyst til at starte som hjemmegående, til de falder på plads i de nye omgivelser, og andre vil ud og finde job med det samme”

• • • TINA HANSEN PETERSEN

 

Fik foden indenfor i det sønderjyske erhvervsliv

En af de medflyttende partnere, Tina Hansen Petersen har hjulpet med at komme ind på det sønderjyske arbejdsmarked, er Johannes Hollensberg. Han flyttede sidste år fra Aarhus til Aabenraa for at bo sammen
med sin kæreste. Da han selv manglede job, kontaktede han Tina Hansen Petersen, som han var blevet introduceret til gennem et projekt under sin velfærdteknologiske uddannelse.

“For mig var det velfærdteknologiske netværk i Sønderjylland ikke så synligt. Det har været svært for mig at finde ud af, hvor jeg skulle målrette min ansøgning. Derfor har det været godt at få rådgivning om, i hvilken retning jeg skulle gå”, siger Johannes Hollensberg.

Han fortæller, at Tina Hansen Petersen bl.a. har inviteret ham til en konference, der gav ham mulighed for at skabe netværk og dele visitkort ud. Efter at have fået virksomhedspraktik i Sønderborg Kommune sidder han der nu i en midlertidig stilling som udviklingskonsulent, hvor han arbejder med velfærdteknologi.

“Tina har knækket en gren hist og pist og gjort det nemmere for mig at komme ind. I det øjeblik jeg fik foden ind i virksomhedspraktikken, har hun kontaktet min chef og fortalt, at jeg har nogle kvaliteter, som var værd at holde fast i”, siger Johannes Hollensberg.

Kontakt din lokale tilflytterservice her og hør mere om, hvordan de kan hjælpe dig.

Kontakt Tilflytterservice