Sønderjylland trak i højtuddannet par

Det kan være vanskeligt for virksomheder i de mindre byer og på landet at tiltrække højtuddannede. Men universitetsuddannede Rene Kjær Jensen tog springet. Han og kæresten forlod København til fordel for Sønderjylland.

Det var en aftale med kæresten, som satte det i gang. De var enige om, at beliggenhed ikke skulle stå i vejen for et godt job, når de afsluttede deres uddannelser. Så da Rene Kjær Jensens kæreste fik job i Landbrugs- og fiskeristyrelsen i Augustenborg, blev antennerne i slutningen af 2016 rettet ind mod Syddanmark.

“Hun har en kandidat i Animal Science og med speciale i kvæg, så jeg viste godt, at hendes første job sandsynligvis lå uden for København. Så andelslejligheden blev solgt og to måneder efter flyttede vi til Augustenborg.” fortæller projektleder Rene Kjær Jensen, CLEAN.

CLEAN er en landsdækkende klynge blandt andet for virksomheder i den voksende Cleantech branche. En type virksomheder Sønderjylland er rig på – især inden for energieffektivitet.

Fandt bolig på rekordtid
En lokal boligforening havde på rekordtid – sammenlignet med det københavnske boligmarked – fundet et rækkehus til parret. Boligen ligger naturskønt, og det nyder de begge sammen med hunden, Kalle, der også boede hos dem i København. “Op til flytningen fik min jobsøgning et boost, fordi jeg havde en bolig i Sønderjylland. Jeg kom til samtale på flere forskellige job i området. CLEAN havde et par stillinger, og jeg kom også til samtale. Jeg er uddannet sociolog og har på forskellig vis arbejdet med trends inden for miljøområdet, for eksempel økologi og miljøinitiativer.”

Rene Kjær Jensen kan hos CLEAN fortsætte ad det spor, som han indledte på sit studie. “Det er et spændende job, hvor jeg er ansvarlig for data og analyse på projektet Clean 3.0. Projektet har til formål at skabe nye samarbejder mellem små og mellemstore virksomheder omkring energieffektive teknologier.” Han regner med at blive nogle år i Augustenborg, men om det er den faste bopæl i mange år, vil han ikke lægge sig fast på.

Husk på de gode ting

Jobbet hos CLEAN blev hevet i land og beslutningen om at bo og arbejde i Sønderjylland har den 27-årige Rene Kjær ikke fortrudt, selvom de fleste af parrets venner bor andre steder i landet.

“Man skal huske på de gode ting, selvom vi ikke har et netværk hernede. Vi er kommet tættere på familien, som bor i henholdsvis Øst- og Nordjylland. Sønderborg er en fin by, og så er der kun to timer til Hamborg og tre til København. De sidste fire weekender har vi haft besøg, så socialt går det også.”

“For mig er det vigtigt at gå efter de muligheder, som byder sig.  At satse – ligesom vi har gjort ved at flytte her til Als.”