Din personlige guide til et godt liv i Syddanmark

Kommunerne i Syddanmark gør alle en ekstra indsats for at tage godt imod nye borgere.

At flytte hele familien til en ny landsdel er en stor mundfuld. Derfor får du i Syddanmark personlig hjælp til at sikre, at du bosætter dig i præcis den by, hvor I har lyst til at blive i mange år – og
i nogle kommuner kan du endda ringe efter almindelig fyraften.

Driftige virksomheder i Syddanmark gør en stor indsats for at tiltrække de bedste medarbejdere til regionen. Til gengæld sørger kommuner og erhvervsråd for, at tilflytterne får det så godt som muligt, når de lander i de nye omgivelser med hele familien. Bosætningsservice handler om, at nye borgere skal falde til og blive så glade for det syddanske, at de trives og slår rødder. “Mange bliver overraskede, når de finder ud af, at min fornemste opgave er at hjælpe dem – og at det ikke koster noget. De forventer ikke, at de kan få hjælp hos kommunen i forbindelse med en flytning. Så jeg taler med mange glade mennesker”, siger Louise Nielsen, bosætningsguide i Vejle kommune. Bosætningsguide? – tænker du. Hvad dækker sådan en titel over? Begrebet omkring den service der tilbydes tilflyttere, er faktisk en sønderjysk opfindelse, der oprindeligt udsprang i Tønder, og som efterhånden er bredt ud til alle kommunerne i Syddanmark. I al sin enkelhed er det en service, som skal sikre at tilflyttere finder det rette sted at slå sig ned. Og at de bliver glade for at være her. Gevinsten for virksomheden er oplagt, da den på denne måde kan holde fast i dygtige medarbejdere. For kommunen handler det naturligvis om, at man gerne vil holde på sine gode skatteborgere.

Drømmeboligen er vigtigst
En af de mest erfarne bosætningskonsulenter i Syddanmark er Anne Marie Klausen, der er tilknyttet Middelfart Kommune. Hun taler med mange mennesker, som er blevet ansat i en virksomhed i Syddanmark – og ikke kun i hendes egen kommune. Ofte er tilflytterne ansat i andre kommuner, men de er indstillet på at pendle et stykke vej, når de bare har fundet den perfekte bolig til hele familien. “Drømmeboligen er ofte øverst på ønskesedlen over de behov, en tilflytterfamilie har. Så jeg viser dem mulighederne: Vil de bo i byen eller på landet, tæt på vandet eller skoven? I villa eller lejlighed? Ofte taler vi også om skoler og institutioner til børnene, fritidsaktiviteter eller muligheden for at finde job til den medflyttende ægtefælle, forklarer hun.

Når tilflytterne har valgt sig en bolig, er der stadig mange praktiske ting at tage sig af. Og her hjælper bosætningskonsulenten også gerne til. Anne Marie Klausen har overblikket og netværket over alle de personer, en tilflytter har brug for at tale med. “Jeg henviser til de relevante personer, og hvis jeg ikke ved, hvem der skal henvises til, finder jeg ud af det for dem”, siger Middelfart-konsulenten.
“Princippet for bosætningskonsulenten er, at vi ikke slipper borgeren, før de har fået et svar eller en anden har taget over”, supplerer Vejles bosætningsguide Louise Nielsen.

Se fremad i tiden
Som nævnt er der i dag en service, der fungerer som indgangen til kommunen for tilflytteren, i alle de 22 kommuner i Region Syddanmark. Nogle har også andre opgaver, men en stigende andel af bosætningsguiderne vier hele deres arbejdsliv til at tage godt imod potentielle tilflyttere. Det er klart, at deres løn primært betales af, at de henter skatteborgere til deres kommune. Men det har også stor betydning, at konsulenterne
arbejder sammen med hinanden.
“Nogle kommuner har flere af én type boliger og færre af andre typer. Derfor gør jeg nogle gange mit job bedst, hvis jeg henviser en borger, der har fået job i min kommune, til en bolig i en anden kommune”, siger Anne Marie Klausen.
Samtidig er det også vigtigt, at bosætningskonsulenten ser længere ud i fremtiden end den enkelte tilflytning. “Det gør tilflytterne nemlig. Mange er allerede begyndt at tænke på deres næste job, når de flytter efter en ny stilling i Syddanmark. Og det betyder også noget for, hvor de ønsker at bo”, fortæller Marianne Witte, der har titlen relocation manager i Billund Kommune, hvor hun tager imod danske såvel som udenlandske tilflyttere.
“Når vores virksomheder ansætter den bedste medarbejder til jobbet, skal vi først og fremmest sørge for at få dem og deres familie på plads. Mange af dem er interesseret i at bo i Billund, fordi vi er gode til alle de ting, der kræver plads – fritiden, børn som kan cykle til skole alene, eller at bygge eget hus.
“Men tilflytterne har også finanskrisen i baghovedet. De sætter sig ikke så hårdt, når de køber bolig. Og det er ofte et vigtigt argument, at de kan køre til Herning eller Esbjerg på 45 minutter – hvis de ikke bliver siddende i det job, som fik dem til at flytte hertil”, siger Marianne Witte.

En gæstfri vært
Tilflyttere til Syddanmark har altså mange ting i hovedet. I denne artikel er vi endda gået let henover emnet med, hvilket job den medfølgende ægtefælle skal have, fordi vi fortæller om regionens partnerlivskonsulenter andetsteds i avisen. Bosætningskonsulenternes vigtigste rolle er måske i virkeligheden rollen som gæstfri vært,der får regionens nye borgere til at føle sig velkomne.
“Ofte oplever vi en lidt undskyldende tilgang, når vores kommende borgere tager kontakt. Som om de beklager, at de forstyrrer os midt i noget andet vigtigt. Men for bosætningskonsulenten er det jo tilflytteren, der er den vigtigste, siger Louise Nielsen, Vejle Kommune.
“En vigtig del af vores service er også, at man kan kontakte mig og mødes med mig nårsomhelst. Jeg tager også telefonen om aftenen, og jeg finder tid til at mødes med folk, som overvejer at flytte hertil, en lørdag  formiddag. Vi er en service, som frem for alt skal besvare spørgsmål, kun de færreste formulerer: ”Hvordan ville mit liv være, hvis jeg boede her? Hvordan kunne familien blive lykkelig, når vi bor her?”“, siger Anne Marie Klausen, Middelfart Kommune.

Kendt jordemoder gjorde forskellen Anne Marie Klausen har set folk slå sig ned i Middelfart af mange forskellige årsager. Derfor ved hun, at det gælder om at lytte godt efter, hvad der betyder allermest for borgeren lige nu. “Det bedste eksempel var en medflyttende partner, som var gravid. Hun boede i en kommune, hvor det var muligt at have samme jordemoder gennem hele graviditeten. Da jeg undersøgte, at vores sygehus tilbyder samme ordning, gjorde det forskellen for netop den familie, som valgte at flytte til Middelfart i stedet for at blive boende og pendle”, fortæller Anne Marie Klausen.

”Vi skulle undersøge en masse lovgivning, fordi vi ville dele et hus i en landzone med to andre familier. Bosætningskonsulenten var en stor hjælp til at åbne dørene til de personer i forvaltningen, vi havde brug for at tale med, uden at vi skulle forklare vores situation forfra hver gang. Vi kunne tale med hende om alt muligt. Det var som at have en ven i området, der tænkte på os som en familie – ikke som en klient – og som havde fokus på at finde ud af, hvad vi havde brug for.”

SOCIOLOG METTE BLAUERT OG HENDES FAMILIE FLYTTEDE FRA KØBENHAVN TIL BRENDERUP FOR AT BO SAMMEN MED TO ANDRE VENNE-FAMILIER – LIGELEDES HØJTUDDANNEDE – FRA KØBENHAVN OG AARHUS.