Tak for en forrygende generalforsamling

14. maj 2018 løb WLS’ sjette generalforsamling af stablen hos Danfoss i Kolding, hvor 60 deltagere var mødt op for at bakke op om foreningen og missionen for at forbedre syddanske virksomheders adgang til den nødvendige arbejdskraft.

Også dette års generalforsamling blev afholdt helt i foreningens ånd med netværk, dialog og videndeling om blandt andet de nyeste trends på expat scenen.

”Det er en stor fornøjelse igen at opleve opbakningen og det gode fællesskab på tværs i Syddanmark, der er optaget af, hvordan vi sikrer de bedste rammer for de bedste talenter her i Syddanmark. Den store deltagelse til vores generalforsamling viser med al tydelighed, at vi sammen kan noget ganske særligt til gavn for hele regionen, og det vil jeg gerne sige alle deltagere en stor TAK for,” siger direktør Camilla Høholt Smith.

Efter bestyrelsesformand Rikke Vestergaards årsberetning blev både budget, medlemskontigent samt mindre ændringer og præciseringer til strategi og vedtægter vedtaget af generalforsamlingen.
Blandt andet blev begrebet ”højtkvalificeret” nærmere præciseret i forhold til den vedtagne strategi:

  • Der er tale om højtuddannet talent med kvalifikationer, der er er mangel på i dag.
  • Der er tale om en arbejdskraft, der har specialiserede kompetencer indenfor områder med behov for arbejdskraft.
  • Der er tale om en arbejdskraft, der med sine realkompetencer efterspørges i vækstbrancher.

Læs mere i referatet

En stærk bestyrelse – en stærk forening
Efter generalforsamlingen byder vi velkommen til tre nye medlemmer i WLS’ bestyrelse:

  • Benny Balsgaard, Langeland Kommune – udpeget af kommunaldirektører på Fyn
  • Mogens Pedersen, Varde Kommune – udpeget af kommunaldirektører i Sydvestjylland
  • Michael Jensen Holm, Arla – udpeget af DI

Desuden var der genvalg til fem andre bestyrelsesmedlemmer:

  • Grethe Johnsen, Restaurant Dronning Louise – udpeget af Horesta
  • Jani Lykke Methmann, Væksthus Syddanmark – udpeget af Syddansk Vækstforum
  • Henrik Bjerregaard, Smart Energy – udpeget af Klyngerne
  • Bettina Jørgensen, Danfoss – udpeget af bestyrelsen
  • John Pedersen, Interacoustics A/S – udpeget af bestyrelsen

Velkommen til ny formand
HR-direktør i Region Syddanmark Lene Borregaard tiltræder som ny bestyrelsesformand for WLS, efter koncerndirektør i Region Syddanmark Rikke Vestergaard forlader posten til fordel for kommunaldirektørposten i Esbjerg.

”Jeg vil gerne sige Rikke en stor tak for en stærk indsats på formandsposten og for et fantastisk samarbejde, som jeg både tror og håber fortsætter, når Syddanmark fortsat skal sikres en solid position på landkortet i Rikkes nye job. Og et varmt velkommen til Lene. Jeg glæder mig til samarbejdet og er glad for at få en stærk spiller som Lene med på holdet,” siger Camilla Høholt Smith.

Se hele WLS’ bestyrelse

Se billeder fra dagen herunder: