Stor interesse for karrieremulighederne i Miljøstyrelsen

 

250 potentielle kandidater stillede i tirsdags op for at høre mere om karrieremulighederne i Miljøstyrelsen, som om kort tid skal besætte intet mindre end 70 stillinger i de nye omgivelser i Odense.

 

Om kort tid rykker Miljøstyrelsen til Odense som en del af anden fase af regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser. Miljøstyrelsen havde derfor inviteret til åbent hus på SDU, hvor potentielle kandidater kunne høre mere om de mange spændende karrieremuligheder, styrelsen kan tilbyde i Odense.

70 aktuelle stillinger inden for økonomi, samfundsfag, jura, it eller naturfag var på bordet, og interessen var stor.

– Det er enormt positivt at se den store interesse, der er for karrieremulighederne i Miljøstyrelsen. Det viser, at Syddanmark – med en aktiv indsats – er leveringsdygtige i det råmateriale, som både styrelserne og alle andre virksomheder og organisationer skal leve af – og med – i fremtiden, siger Christina Mikkelsen fra WLS.

Christina er udviklingskonsulent og arbejder tæt sammen med de styrelser, som allerede er rykket eller som kommer til Syddanmark, som en del af anden runde af udflytningen af statslige arbejdspladser.

– Men det kommer ikke af sig selv, fortsætter Christina. Det kræver en aktiv indsats fra de udflyttede styrelser – både før, under og efter udflytningen. Konkurrencen om den kvalificerede arbejdskraft i dagens Danmark er stor, og det kræver stor synlighed og et grundigt forarbejde, når man som ny styrelse, skal tiltrække, modtage og fastholde de rette medarbejdere i de nye omgivelser.

Hos WLS arbejder vi aktivt med at hjælpe alle de styrelser, der er flyttet til Syddanmark, og Christina kan nikke genkendende til den store interesse og effekt, som jobdatings-arrangementer i stil med det, som Miljøstyrelsen afholdte i går, kan kaste af sig:

– I WLS afholdte vi både i 2016 og 2017 Jobfairs, hvor kandidater i hovedstadsområdet blev præsenteret for karrieremulighederne hos styrelserne i Syddanmark og hos nogle af vores stærke, syddanske virksomheder. Hvis vi skal friste talenter til at flytte efter det gode job til Syddanmark, skal vi udover karrieremuligheder og også kunne fortælle om livet i Syddanmark. Derfor stod tilflytterteams fra bosætningskommunerne også klar til at svare på spørgsmål om bolig, fritidsmuligheder, skoler m.v.

Karriere i Syddanmark
De to Jobfairs er udviklet som en del af projekt Karriere i Syddanmark, som har fokus på, hvordan den statslige udflytning kan bidrage til væksten i Syddanmark.

Projektet har særdeles gode effekter, og fremover er det et ønske at udvide projektet med flere målrettede tiltag i forhold til tiltrækning af kandidater til styrelserne, fødekæder m.v. samt udvikling af blandt andet et tværgående netværk, hvor de tilflyttede styrelser kan sparre og dele viden med hinanden.

Karriereportal profilerer stillinger og virksomheder
Som en del af projekt Karriere i Syddanmark har WLS ligeledes lanceret Den Syddanske Karriereportal, der samler karrieremuligheder i hele regionen. Her finder man både aktuelle stillinger i de styrelser, som rykker eller er rykket hertil, men også i de flere end 200 andre syddanske virksomheder, som er en del af portalen.

– Det handler om at samle og synliggøre hele paletten af muligheder, vi har at byde på her i Syddanmark. Både kandidaten – men også en eventuel partner – skal kunne se perspektivet og en fremtid på sigt, når man overvejer at rykke teltpælene op og rykke efter et job i en anden del af landet, slutter Christina af.

Syddanmark er den eneste region, der gennem Foreningen WLS tilbyder en samlet indsats for tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft til regionen.


Læs mere om de ledige stillinger i Miljøstyrelsen: JuristerNaturvidenskabelige fagpersoner, Samfundsvidenskabelige generalister og økonomer, It-specialister